Drypstenshuler
Drypstenshulen Cueva de Nerja, som ligger 4 km øst for kystbyen Nerja og 51 km øst for Málaga, strækker sig over 800 meter, og indeholder verdens længste drypsten på 70 meter.
Den enorme hule blev opdaget i 1959 af nogle drenge fra den nærliggende landsby Maro, som var på flagermusejagt. Efterfølgende fandt arkæologer både knogler, smykker og håndlavede redskaber i hulen. Desuden fandt man ud af at hulens ældste beboere var af Cro-Magnon-racen, og at de levede i hulen mellem 100.000 og 40.000 år før vores tidsregning. De har efterladt vægmalerier, som viser jagt på bjerggeder, rådyr og andre dyr. Hulen blev brugt til begravelsesplads indtil for ca. 3000 år siden, og de menneskeknogler og redskaber, man har fundet, stammer fra den ældre stenalder, og er måske 20.000 år gamle.
Drypstenshulen består af fire sektioner eller sale. I den ene sal har man i nutid bygget en scene, hvor der opføres teater, ballet og koncerter. Berømte spanske og udenlandske kunstnere har optrådt i hulen, herunder bl.a. Den Kongelige Ballet.