Om El Caminito del Rey (Kongestien)
El Caminito blev bygget mellem 1901 og 1905, og blev brugt til at transportere mennesker og materialer mellem to vandkraftværker i hver deres ende af El Chorro-kløften. Først i 1920'erne blev gangstien officielt indviet af Kong Alfonso XIII, som gik hele ruten og fik den opkaldt efter sig. Camino del Rey har siden udviklet sig fra at være en praktisk nødvendighed til at være et af Spaniens største vidundere.
El Chorro-kløften (La Garganta del Chorro) er et storslået stykke natur, med op til 400 meter høje klippevægge, der strækker sig over 3 km. "El Chorro" kan oversættes med 'strømmen', hvilke referer til den vandstrøm, der løber gennem den smalle sprække mellem klipperne. Højdeforskellen mellem de to de to ender af kløften blev udnyttet ved at anlægge et vandreservoir i hver ende og udvikle et vandkraftværk. På den tid var det et nærmest revolutionerende projekt.
El Caminito blev oprindeligt bygget af sand og cement, som blev understøttet af afstivere og sveller af metal. Et simpelt jerngelænder blev sat op langs stien. Efterhånden forfaldt 'kongestien' drastisk, og den blev officielt lukket i 2000, efter at flere personer var styrtet i døden.
Kongestien blev efter flere års renovering genåbnet i foråret 2015 i en ny og sikker version.
Turen er absolut fantastisk, men det kræver gode ben, da den samlede tur løber op i ca. 9-10 km. Der er mulighed for pauser undervejs i de åbne områder, hvor man også kan nyde sin medbragte mad og drikke.
Tager du på denne tur (hvilket vi HELT klart anbefaler), så HUSK at bestille billetter på nettet, medbring vand og gerne mad - og så er gummisko/vandresko et must.
Vi tog der op uden at have bestilt billetter, og var med en ihærdig indsats heldige at komme ind - men det sikre træk er at bestille billetter hjemmefra.
Billetter kan bestilles på flg. link:
https://reservas.caminitodelrey.info/janto/main.php?PAR=S&
Kørselsvejledning (taget fra nettet)
Fra Malaga er der to veje til El Chorro - enten via Álora eller via Ardales. Det hurtigste er at følge Ardales-vejen. Fra Malaga følger I A-327 nordpå i retning mod Cártama. Følg motorvejen 65 km. Lige efter landsbyen Ardales (på venstre hånd) holder I øje med et skarpt sving mod højre. Der er et skilt mod M-442/Ardales/MA-5403/El Chorro.
Lige efter svinget drejer I til venstre ad MA-444, som snor sig rundt om Guadalhorce-reservoiret. Udsigten herfra er helt fantastisk! Følg vejen rundt langs søen - herfra kan I komme til El Caminito fra den ene eller anden ende af ruten.
Adgang fra Álora
I vil snart komme til et kryds med et skarpt højresving mod landsbyen El Chorro. Drej fra her og følg denne vej nedad rundt om skoven. Efter omtrent 5 km dukker I ud af skoven og vil se El Caminito og El Chorro-reservoiret. Følg skiltene mod landsbyen, som fører jer over reservoiret.
Adgang fra Ardales
I stedet for at dreje til højre mod El Chorro, bliver I på MA-444 og passerer campingpladsen og strandene langs søen.
Lige før en lille tunnel drejer I skarpt til højre ind på en skovvej med skilt mod Restaurante El Mirador. Kør et par hundrede meter og parker hvor det er muligt (der er planer om at bygge en stor parkeringsplads). Herfra vil være skilte til den tunnel I skal passere for at komme til El Camino del Rey.